Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Farmor til flytningen fra Narjordet 1810
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
Farfar og farmor havde 7 børn. Den ældste Anne var født
1785 og blev hjemmedøbt af faren. Hun dode samme aar, et halvt
aar gammel, og blev jordfæstet 7de august. Det andet barn blev fodt
1787 og blev ogsaa kaldt Anne; hun døde som nævnt 1808. 1 1791
fik de en søn John, døbt 29de juli; men lian døde i 1795, jordfæstet
lste marts. De 4 yngBte, Brynhild, født i november 1793, Johanna,
født 10. novbr. 1797, John, vor far, født 4. febr. 1799, døbt 17. febr.,
og Esten, fedt 17. juli 1801, blev alle gifte og ældre folk og vil senere
hlive omtalte.
I sit andet egteskab fik farmor sønnen Peder, født i
begyndelsen af februar 1806, og datteren Marit, der blev født 19. novbr. 1810,
under opholdet paa Stensvold.
Da John Avlesen og liustiu flyttede ned til Stensvold, sendte de
sin lille søn Peder, som dengang var 4 aar gammel, til Johns søster
Sigrid, da Jolin og Sigrid/Steien var børnløse folk, og der forblev Peder,
til han blev voksen mand. Stedbørnene derimod, der var lß1/^ 121’,,
11 og 9 aar, blev med.
Det er vistnok noget paafaldende, at John Avlesen giver fra sig
sit eget barn, det eneste han dengang havde, og denne disposition har
vei sin grund i, at de havde vanskeligt for at greie sig med alle børnene
i de haarde aaringer. Og den, som da kunde være nærmest til at støtte,
var vei hans børnløse søster. I denne forbindelse vil jeg ellers nævne,
at John Avlesens forhold til sine stedbørn, saavidt jeg har forstaaet det,
altid var det bedste; han har jo ord for at have været en sjelden snil og
elskværdig mand.
Af minder oppe fra Os fortalte Esten Strøm, at han og far
engang den sidste vinter, de var deroppe, trak smør paa eu kjelke til Os.
Paa hjemveien faldt Esten ned i elven og vilde gaa tilbage til sin
moster Sigrid Høisen; men saa kom d^r en kulkjører, som de sad paa med,
og han havde ingen men deraf.
Værre gik det med far ved en lignende anledning. Han var
med at kjøre gjødsel, og en af tjenestedrengene var uforstandig nok til
at skyve gutten fra læsset ned paa elven, som de kjørte efter, og hvor
der stod flere tommer høit vand over isen. Han løb saaledes efter
slæden i isvandsbløden et langt stykke. Senere syntes han, det var
morsomt, og „gjorde det med frit forsæt". Saaledes gik han dyndvaad paa
benene hele dagen, og da han kom hjem om aftenen, turde han ikke
fortælle det, fordi moren var uvittig streng, og sad saaledes hele
aftenen. Om natten blev lian saa klein, at han holdt paa at kvæles; denne
knæk forvandt han aldrig, og derfra skulde fars stadige hoste og asthma
skrive sig. Engangpaa Utheim, da han var bleven ærgerlig p;ia sin mor,
af en eller anden grund, fortalte han hende dette og sagde, at hun havde
været altfor streng, „og derfor er jeg nu helseløs."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
