Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 20. Farmors død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
straks faaet sit kaar. Kaarbrevet er imidlertid forst udstedt og thinglæst
14. okt. 1831, samme dag far fik skjøde paa Utheim (side 42), og for
kunde han jo heller ikke lovformelig udstede det. Kaarbrevet er skrevet
med fars egen skrift, og det er særlig at lægge merke til, med
hvilomhu og detaljeret nøiagtighed alt er fastsat for hende med hensyn til
rum, tilsyn o. s. v., saa der var taget gode forholdsregler for det tilfælde,
at gaarde* kom i fremmedes hænder. Selve kaaret var meget stort, 6
td. havre, 2 td. byg, 4 td. poteter, fødning og vedligeholdelse af 2 kør
og 8 sauer, 1 bpd. 12 mk. flesk, 10 alen lærred, 2 par sko, frit brænde
frembragt til ildstedet. I tilfælde af fraflytning var kaarets værdi sat til
44 spd.
Med sin store sparsommelighed brugte bestemor selvfølgelig ikke
alt, men gav bort til sine andre børn, og der gik, ret som det var,
sendinger baade hid og did, kanske mest til datteren Marit. Af Peder
Johnsens breve sees, at han ogsaa ofte fik gaver fra sin mor.
Undertiden gav hun bort udenfor al rimelig grænse, saa hun selv
var blottet. Peder fortalte, at han som barn kunde huske, at Marit
Sol lie engang var paa Utheim — eller kanske det var hendes mand
Christian —, og at bedstemor da gav bort en mængde ting, saa der
blev kjørt et eller to læs til sjøen; tilslut tog hun sin egen pude af
sengen og lagde ovenpaa læsset; men den tog far tilbage og gik en anden
vei ind i stuen med den igjen. Men da var hun jo over 80 aar og gik
som nævnt i barndommen.
Saavidt jeg ved, tog far i hendes sidste aar — da hun ikke
kunde klare sig selv — kaaret fra hende og sørgede for hende med alt,
hvad hun behøvede.
Bedstemor døde 1. septbr. 1851, vei 3 uger for Martinus blev
født. „Jeg faar ikke se det, du bærer paa", sagde hun til mor om
sommeren. Jeg var ved hendes død vei 41/a aar gammel, og jeg husker
kun et par træk om hende. Jeg stod paa knæ paa bænken ved
øverste stuevinduet og saa hende med sin stok besværligt gaa opover
trappen til lillestuen, kanske hun ogsaa blev støttet, og saa har jeg en
dunkel forestilling om, at hun engang eller oftere bankede paa stuevæggen
fra sin kjokkengang.
Men tydelig husker jeg derimod, da man i begravelsen skulde
spigre laaget fast paa kisten. De var begyndt; men jeg vilde absolut se
hende eller lægge haanden paa ansigtet. Jeg kan endnu føie, hvorledes
brystet ligesom vilde sprænges, da det med en gang gik op for mig, at
hun skulde tages bort for bestandig. Da jeg ikke vilde give mig, sagde
farbror: „Han skal faa se hende", og laaget blev aabnet igjen halvt,
saavidt jeg erindrer, saa jeg kunde lægge haanden ind paa ansigtet, og
nu da jeg skriver dette, dukker det op for mig, at en — muligens Løve
Vebenstad — sagde: „Nu kan du kjende, at hun er der," men dette er
muligens kun indbildning.
Alle hendes 3 sønner var uomtvistelig begavede mænd Hvad
dotrene angaar, bliver dette, som forholdene dengang var, vanskeligere
at sige. Johanna havde ialfald meget gode evner, det havde kanske
ogsaa Brynhild trods sit egne væsen, om Marit har jeg ikke hort
nogetsomhelst. Det er at antage, at børnenes begavelse for en væsentlig
del skriver sig fra moren, skjønt hendes første mand ogsaa upaatvivlelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
