Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Vi søskende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
Bcrgsvein stadig var sammen, og det gik saa glat mellem dem,
Berg-svein var jo altid saa snil og foieJig. Mig vilde de derimod ikke have
med, men gjemte sig ofte hort for mig. Efter Peders konfirmation var
Bergsvein og jeg mest sammen i nogle aar, medens Martinus, der
var 43/4 aar yngre end j^g og forresten svært stille af sig, aldrig kom
synderlig med i vor leg og vore bedrilter. Vort søskendebarn Marit,
som kom til os sommeren 1852, da hun var li1/? aar gammel, var
akkurat lige gammel som Peder, saa de var en tid de nærmeste
kamerater baade i skolen og hjemme. Noget senere var Marit og Bergsvein
meget sammen, hvad der ofte gjorde mig jaloux, kan jeg
erindre.
Vor hyppigste leg var alt stiævet med de store buskaper, vi
havde paa alle bergknabberne rundt husene, kjør og sauer o<; .geter —
jeg ser dem alle for mine øine — og buhunden, vi havde skabt dem alle
af strandens skjæl, ja, ja, det var herlige dage, verden vid og livet stort
og deiligt.
Og som jeg ofte laa paa ryggen og stiirede mig henrykt paa de
vandrende skyer, Gudfader, Gud søn cg Gud den helligaand og de salige
aander og min egen lille sjæl tilsidst i stort tog mod himmelens lande.
Men hvad en gut kan finde paa. Vi hivde et gammelt gevær
hjemme; med dette gik jeg ofte og exercerede og var kry kar, og naar
Peder Amundsen, der var no^le aar ældre end jeg, kom til os, saa
var jeg kiigsmand og fortalte, hvordan det havde været i kiigen, en
mængde fortællinger. Troede han kanske ikke, det var sandt? Der var
ikke tale om andet for ham, end med den alvorligste mine forsikre, at
han troede altsammen, og naar han saa senere glemte sig selv og faldt
ud af rollen, tog jeg det hele op igjen, han maatte tro, at alt var sandt,
og holde det fast overfor andre.
Der laa ogsaa en gammel kanonkugle hjemme — Gud ved, hvor
den var kommet fra —, den havde vi megen hygge af, til den en dag
forsvandt i en brønd.
Hvilken jubel det var, straks vi havde spist middag, nedover mod
elven for at at bade i S tor hø len, det var at lægge paa sprang for at
blive den første.
Vore smaa potetesagere, ja dem skulde vi jo tjene nogle ort med,
for lommepenge var ukjendt hos os; men der var da megen moro med
dette ogsaa i middagshvilen. Aa ja, med mig blev det mest tufs; men
Peder og Bergsvein var flinke jorddyrkere.
Om vinteren havde vi gutter, efterhvert som vi voksede til, vort
faste arbeide, den ene hugge spik til spikhylden, den .anden passe
stalden, maake, bære ind vand, faa ned høi. Aa ja, der var jo ogsaa
andet arbeide, bære ind torv, skufle sne, hjælpefil pm laaven o. s. v.
Om sommeren maatte vi og pigerne gjæte hver sin dag, i 18G0
f. eks, da jeg var lß’/a «ar gammel, pjætede jeg 36 dage. Peder likte
at gjæte; men for os andre var det en gru, for Ingeborg kanske mest;
det var jo ogsaa et skrækkeligt terræn, i de bløde, paa mange steder
ufremkommelige myrer. Mens vi var smaa, var vi to sammen, og da gik
det endda an; men fra vi var saadan 10 a 11 aar, maatte vi afsted
alene. Jeg prøvede at omgive dette med en vis romantik, især naar vi
enkelte gange i den varmeste sommertid laa ude om natten med kreatu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
