Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 26. Vi søskende - E. Martinus Utheim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
Martinus i fuldmodneste form tilegnet sig. Og lians naturbund, det
bløde, varmhjertede, noget drømmende, laa jo ogsaa paa forhaand særlig
derfor. Martinus er i besiddelse af en ganske anden kultur, ikke alene
kundskaber og interesser, men ogsaa i ydre henseende, end de fleste
bønder. Hertil har jo ogsaa bidraget hans aarelange ophold i Qvams
hus.
Martinus har altid havt sterkt udprægede offentlige og
politiske interesser. Han har ogsaa deltaget en del i det kommunale liv og
var i fire aar ordfører i Egge hered.
Martinus har ved forskjellige anledninger, i arbeiderforeninger,
ungdomssammenkomster o. lign., optraadt som en heldig og
sympathetisk taler. Flere af han3 taler er trykte i Stenkjæraviser. Hans tale ved
mors baare (side 105) kan ellers være en prøve paa hans maade at tale
paa. Jeg antager, at Martinus vilde have været meget skikket som
lærer ved en folkehøiskole eller anden ungdomsskole. Han har ogsaa
skrevet enkelte leilighedsdigte, saaledes da han i Smaalenene 1875 flk høre,
at Peders seksaarige datter Kari var død.
Den vakre sang skal her indtages:
Dei blomar vekser ved sumarstider
Som engleaugo i dal og lider;
Ho var ein blome med augo blå,
Den fagraste, du um vår’n kann ejå.
Dei fuglar syngjande flyg i lufti
I laug av solskin og biomsterdufd;
Ho gjekk og såg deim og lyddest ved
Og tok so smått til å syngja med.
Ho glad og munter sprang um i låve,
I fjos og kjellar, på loft, i kove.
Ho klappad kyri og larnb og saud
Og var so ynksam, når dei leid naud.
Men når ho trøytt vardt av al si tumling,
Yar ho so nøytsam med bok og bunding;
Men sine sysken, dei blomar små,
Ho mest av allt kunde halda tå.
Dei blåe augo so vakkert lyste,
Når ho dei småsysken tok og kyste;
Då kunde stundom ho lengje stå
Og sjå i draumar mot himlen blå.
Ho drøymde nok um den fagre heimen
Deruppe høgt yver tokesveimen,
Der Jesusbarnet småblomstrar sår,
Som blømer evigt båd’ haust og vår.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
