Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ogsaa paa anden Maade røbede den vordende
Digter sig. Stadig væk satte han sine Kammerater
(senere Overlæge Kahrs, Doktor Lindholm o. fl.) i
Forbauselse med de mærkværdige Historier, han havde
at fortælle. Det gik løs med allehaande vidunderlige
Hændelser og Oplevelser paa Land og paa Sjø.
Ingen anden havde nogensinde oplevet sligt. Men
Jonas fortalte saa trohjertigt og oprigtigt, at man
ikke godt kunde lade være at tro ham heller. Til
sidst gik det dog for vidt. Den unge Romanforfatter
lod sig henrive af sin Fantasi i den Grad, at den
bergenske Kritik lugtede Lunten. «Løgner» blev
han kaldt — simpelthen. Denne skarpe Kritik maa
være gaaet ham til Hjerte; for siden blev han
«Tausheden selv», — nød sine Fantasier alene altsaa.
Gutten har ogsaa været ude for anden aandelig
Paavirkning; saaledes fortæller han om en Tid, da
han «havde det med Pietisteri og gode Forsætter».
«En Dag fandt jeg paa, at jeg ikke vilde fuske paa
Skolen. Alle omkring mig fuskede ... men jeg
vilde ikke fuske. Nu havde jeg ikke læst Lexerne
heller, saa Situationen var vrang nok. Jeg bad i
min Nød til Gud ... bad og bad, mere og mere,
jo nærmere Læreren kom... Men aldrig har Gud
gjort slig Fiasko med nogen, som han dengang gjorde
med mig!» —
Saa det er vel gaaet forholdsvis fort over med den
Gudfrygtighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
