Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selve Unionsmærket en Garanti for Norges
Selvstændighed.
I 1863 skriver han om den polske Opstand;
men — «han skrev om Polen og mente Norge».
Her kommer Skuffelsen fra 1860 tydeligst frem.
Det er det norske Embedsparti, han skildrer, navnlig
dets ældre Stok, Magthaverne —:
«En Nation har ikke i længere Tid været holdt
underkuet af en fremmed Nationalitet uden bagefter
at bære onde Mærker efter Trykket. Det er
Landets øverste Samfundslag, dets Intelligens, som først
og fremst har maattet udholde dette Tryk, og som,
efterat dette er ophævet, pleier at vise frem i Dagen
sine gulvisne Mærker efter det borttagne Overlag,
sine bedærvede Strøg, hvis forgiftende Dunster siden
besvangrer Nationens frie Luft med alskens Reaktion.
Det er da den samme bedærvede Intelligens, som
siden staar Nationen mest imod under
Befrielseskampen... Det er navnlig ogsaa der, at den har at
befrygte Forræderi, i Raadet som i Slaget. Skjulende
sine Sympathier for Undertrykkerne under de
nationale Frase blive de netop derved saa meget farligere
Mænd at have i sin Leir. Og, da de vide, at den Dag,
da deres Folk staar befriet, tillige bliver den, hvorpaa
deres foregaaende Færd faar sin Dom, bruge de sine
skjulte Vaaben som fortvivlede Jesuiter for Livet.» —
I Slutningen af 1863 begynder han i sit Blad
en ugentlig politisk Revue, der fortsættes ind i 1864;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
