Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som bekjendt bevilgede Storthinget Pengene,
idet det dog i en Adresse udtalte sig om
Betingelserne for deres Anvendelse. Men — som endnu
mere bekjendt — blev der ikke Tale om at bruge dem.
— Det var alvorsfulde, spændte Dage. I det
længste haabede man paa Vestmagterne. Kræmmeren
England, den egoistiske Politiks Repræsentant, kunde
der til Nød tviles om. Men saa havde man Napoleon.
Han havde jo sin Mission. Og han fandt nok Udvei.
Vi ved, hvordan det gik. Aaret 1864 blev for
os et endnu slemmere Aar end 1860.
Thi denne Gang var det Ungdommens Mod, som
knækkedes.
Alt havde svigtet. Var der ingen Gud i
Historien mere? ingen Retfærdighed ? ingen Idealitet?
— Som Løver havde de danske Brødre kjæmpet,
ikke alene for en retfærdig, men for en hellig Sag,
Nationernes Sag, Tidens historiske Ide, og hele den
civiliserede Verden havde fulgt det med sine varmeste
Sympathier. Men trods alt dette, trods Begeistring,
Tapperhed, Ideer, Sympathier, havde den brutale
Magt seiret, seiret ubarmhjertigt, definitivt, ved Hjælp
af Flertal og Tændnaalsgeværer, og Ideens Helt laa
der, plyndret og blødende, medens Røverne
triumferede og tog for sig.
Og Gud lod det ske. Og Europa sad og saa
paa. Selv Frankrig, selv Napoleon. Var der intet
mer at tro paa? Var Ragnarok kommet, Kaos;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
