Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Trang for Alvor vaagner, da gjælder det for den
kloge at redde sig.
Jonas Lie er klog. Han har særdeles megen
nøgtern, sund Sans, og Nordlændingen i ham lader
sig ikke let besvindle. Fantastisk og letbegeistret er
han samtidig «en Skeptiker og en vantro Thomas»;
fra hans Skoledage fortælles, at han i lange Tider
forbeholdt sig alt lovligt endog overfor et saa vel
endosseret Papir som Læren om Tyngdekraften. «Der
sidder altid et lidet Spørgsmaalstegn og gnaver i
ham.» Men her nyttede det ham ikke. Den
almindelige Svimmelhed virkede. Han blev dragen ind i
Forhold og Foretagender, som gjorde, at det blev
ham umuligt i rette Tid at komme løs.
Saadan en Katastrofe kommer jo ikke uden
Forbud. Jonas Lie havde sine Anelser; han hørte
af og til som Drøn under Foden; men det var for
sent. I en saadan Stemning er det, at han har
skrevet sit skjønne, mandige Digt til A. B. Stabell
(«Det trækker op til Uveir, og Tiden den er nær»),
der stod nærmest til at faa Hadet over sig, naar
Ulykkens Dag kom, men hvis Storsynthed og
Foretagsomhed Lie ikke derfor mindre ærede. Se ogsaa
hans Biografi af Stabell i Ill. Nyhedsblad Vaaren 1866.
Saa svigtede Grunden. Jon Bredesen røg
overende, og saa røg de andre efter; det blev et Krach,
som slog Benene under saagodtsom alle Solørs større
Forretningsmænd og Skoghandlere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
