Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kaos-Skrækken fra 1864 er overvunden. Det, der
nu afgjøres, er aldeles ikke Tændnaalsgeværets
Overlegenhed over Ideerne og Nationernes Aandskraft.
«Var det saa, da vilde vor blaa, ideale Himmel være
som et knust Speil, hvori Menneskene ikke længer
kunde se det guddommelige; vi vilde kort og godt
falde ned og tro paa de to Magter, som vi virkelig
saa : Preusserstokken eller Russeknuten ... Vorherre?
— Nous n’avons pas besoin de cette hypothèse!» —
Der er noget af en Trusel i dette. Frels
Frankrig, Vorherre, eller vi er istand til at opgive dig!
— I skjæbnesvangre Øieblikke beder man stundom
ogsaa paa den Maade.
Men nei; det vil nok ordne sig.[1]
Imidlertid, selv i bedste Fald vil det for lange
Tider være ude med Frankrig som Stormagt. Det
nye Tyskland indbyder heller ikke til
pangermanistiske Drømmerier. Mere Mand nu end i 1864 ser
han resigneret Virkeligheden under Øine og tåger sit
Parti. «Det, som under Uveiret er føget bort, er
Illusionerne, Fraserne, de theoretiske
«Har da Frankriges Mænd
ikkun Haabet igjen?
Vid, at Haabet er stærkeste Stormagt paa Jord!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
