Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa, at denne uryddige Aand maa have følt sig
vel foran de gamle Skjønhedsværkers store, rolige
Formklarhed.
Men hvad han lærte af den klassiske Kunst
var ikke at være klassisk. Hellerikke var der noget
romantisk i hans Romerbegeistring; snarere har
Klassiken i denne Henseende virket befriende for
ham. Her var ingen Taager eller Underfundigheder;
her var den klare, faste Form, Linjens rene, tydelige
Sprog, Naturen selv enkelt og grei, i «Skjønhedens
Fuldendelse». Det var Realisten i ham, som her
sugede Næring, og hvad han lærte var: at have
Mod til at være naturlig ɔ: sig selv. Vistnok det
bedste han kunde lære.[1] I sit Kunstnerskuespil
«Grabows Kat» forkynder han ogsaa nogle Aar senere
en Kunstopfatning, der er lidet klassicistisk, men
desto mere moderne —: man skal skabe ud af sig
selv, efter sin egen Naturs Lov, og saa blir det
skjønt, — hvis man har Naadegaven. «Naturligvis
maa man have Geni,» siger Carl Witt «naivt». —
Hans ydre Forhold der nede har været som de
pleier at være for den fattige norske Kunstner, der
med et knapt Stipendium skal existere i det
fremmede Land. Bevægeligt er det at læse hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
