Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
Jonas Lie er en eruptiv Natur. Hans Udvik
ling viser sig, set udvendigfra, mærkværdig sprangvis
og ujevn. Det er som der mellem hvert større Ud
brud trænges en vis Tid af Hvile eller af Gjæring,
før der kan komme noget nyt, eller som om der —
ufærdig som han endnu staar — skal specielle Om
stændigheder til, Emner, som paa ganske særlig
Maade ægger hans Kraft, for at denne kan træde i
Virksomhed. Det er ikke nok med den blotte Sindets
Begeistring; der maa være noget ved Emnet, der
«rører hans Sjæl i dens Grund», før den fulde
poetiske Kraft udløses.
Kanske udøvede Værdigheden som National
digter ogsaa et vist Tryk paa ham. Det gjaldt at
vise sig Æren værdig. Mere end nogensinde har
han anstrængt sig, og ængsteligere end nogensinde
har han lyttet til Kritiken. Det er som han i denne
Tid aldrig rigtig tør slippe sig løs. Jeg har hørt
ham bande sin Ungdoms Respekt for Kritiken.
«Der gik jeg og strævede i mit Ansigts Sved . . .
det var naturligvis evige Skjønhedslove, alt det Vævr
saadan en Kritikus kunde smøre op med ! —- og
saa var det da det, at jeg kunde ikke komponere,,
eller hvad det var. Jeg havde ikke Anelse om,,
hvad de mente! Hvad Fanden vilde det sige
at «komponere» en Bog, «komponere» en Ka
rakter . . . Jeg masede og masede ; men Taage
var det, og Taage blev det. Jeg har aldrig været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
