Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
Som oftere hos Lie forsones det gamle med
det nye gjennem Kjærlighed og blir dets Tjener og
Fuldbyrder. «Hun bar til Døden frem sin Elsktes
Fane!» — ender den stemningsfulde Slutningssonnet.
Det gode Hoved blandt de gamle er Jesuiten
Lucca, og i hans Mund lægger Lie Tanker, der
nu, gjennem Leo XIII, synes at skulle blive mer end
Tanker — : Kirken skal seire ved at blive demo
kratisk. Ja revolutionær:
«Og er ei Staten just den store Fiende,
vi har bekjæmpet fra de første Tider,
fra Keiser Henrik nødtes til Canossa?
Er Kirkens Børn ei Jordens Millioner?
En Kirkestat, — er det ei Verdens Maal?
— Der seires maa, selv om vi først skal male
den røde Republik paa Kirkens Mure
og føre Folket den Vei ind ad Døren!
At den bestaaende Stat med sit «hjælp dig
selv», «den stærkeste har Retten», «den, som ikke
kan klare sig, faar gaa under», — er ikke blot
anarkisk, men antikristelig, det er Reaktionens høieste
Intelligens, Jesuitismen, istand til at fatte — :
«Ad Telegraf og Jernvei ind man førte
den «frie Tankes» Splid og «Concurrencen»,
et Hjul aj Jern, der übarmhjertig knuser
hver Svag og Magtløs under Styrkens Hal . . .»
Det er aldeles ikke umuligt, at den katholske
Kirke tilsidst tåger Revolutionen i sin Tjeneste og
saaledes opnaar en ny Verdensseir.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
