Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
man fik, var en mere almindelig Kunstner- og
Kjærlighedsroman.
Men hvad der laa Lie paa Hjerte dengang, var
vistnok netop noget kunstnerisk. Det er betegnende,
at hans unge Digter, der kommer saa modig og
fersk hjem fra Verden med nye Slagord og et nyt
Ideal, gjør Fiasko paa denne sin Tidsmæssighed.
Lie vil nok «følge med sin Tid», men Modedigtning
ynder han ikke. Han staar meget ironisk overfor
alt «nyeste nyt» paa Kunstens Omraade. Rimelig
vis har den Tids overhaandtagende Raab og Rummel
med nye Slagord ærgret Kunstneren i ham, der
vidste, at med Theorier skaber man ingen Poesi,
og at Jagen efter Modernitet å tout prix — i bedste
Fald betyder kunstnerisk Grønhed. Hans Ironi
havde intet af Gammelmandsgrættenhed ; dertil følte
han selv for meget af den nye Tids Kræfter i sig.
Men den er hellerikke tilstrækkeligt overlegen; Hu
moristen i ham var endnu for svag.
Som det kunstneriske Flaneris Muse optræder
i eiendommelig Modsætning til Lie-Idealet Katharina
Linstow den nationalitetsløse, koldt-glimrende -Miss
Annie Wilkens. I hende har Lie for første < Gang
behandlet den Kvindetype, der piskes gjennem alle
Litteraturer (sml. f. Ex. Balzac og Turgenj^ew) som den
helt æreløse, Skjøgen uden Undskyldning, Livets
Slange, Pest og Fordærv: den kolde Kvinde,
«Koketten». Ellers undgaar Lie hende helst, indtil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
