Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
den om Bispen, virkelig storslagne. Sjøromanernes
sædvanlige Feil : Mangelen paa bestemt Lokalfarve
og Billedets Opløsning i svagt sammenknyttede Epi
soder (en Mangel, der partivis gjør sig gjældende
baade i «Lodsen» og i «Gaa paa») er heldigt
undgaaede, idet selve Skuden er gjort til Fortællin
gens Scene og Milieu; vi seiler med Rutland fra
først til sidst, og det gaar med os som med Jom
fru Een, at den gamle Skude blir os kjendt og kjær
som vor egen Stue.
Personerne er sikkert seede og dybt forstaaede
Folkelivstyper; men disse «Typer» bar fuld Individua
litet, friskt Liv. Den hellige, tilforladelige Bravhed
hos disse naive Sjøgaster sikrer dem vor Sympathi,
samtidig med, at vi smiler over deres megen Under
lighed.
Emnet er et Ægteskab, men et godt; Lie har
villet tåge sig for at vise, at ikke bare det ulykke
lige Ægteskab er poetisk. «Rutland» er paa dette
Omraade «Lodsens» Udfyldning og Modstykke.
«Hun er Dronning, Konge han»; begge’ er
Viljemennesker, og begge vil herske. Hvordan skal
det gaa? — Det gaar alligevel, siger Digteren, bare
de begge er reelle Mennesker, og bare Kjærlighedens
Tillid er der.
Det gaar — paa den Maade, at Manden, i
Bevidstheden om sin Overmagt tilslut, med en vis
Behagelighed finder sig i at se Konens Energi og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
