Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
Og ingen skjønner Kunstnerens Kval, naar han ser
sit kanske med Blod skrevne Arbeide falde ufor
staaet til Jorden. Det er en kvælende Fornemmelse.
Han har talt, raabt ud af sin Sjæls Begeistring eller
Angst, og saa staar Menneskene der ganske rolige,
har ikke hørt nogenting. Er det Verden eller han,
som er gal? — Men Lie havde baaret det, saa
længe han følte, at Feilen kunde være hans: snak
dere; det kommer nok min Tid! — Nu følte han,
at hans Tid var kommen. Denne Gang havde han
skrevet noget godt. Og saa modtages Bogen paa
den Maade.
Han skrev et Brev hjem, fuldt af det Sinne,
der slaar Næven i Steinen. Det kom, mod hans
Vilje, i Avisen, hvilket var vel. Først raser han
mod Skole-Naturalismen, tildels i Udtryk, man ikke
er vant til hos den Mand. Det er for galt, at Na
turalismen, der oprindelig var Oprør, nu ogsaa skal
blive til Skolestue, og «det litterære Stadium, der
med en saa plagsommelig Udenadlærthed udfiloso
feres, — det at «levere» Stygheden ud direkte
istedetfor kunstnerisk at tåge den psychologisk fra
Grunden, — er i Kunstverdenen et gjennem- og
overlevet Stadium.» Tilsidst kommer det personlige
Opgjør. «Da jeg begyndte at digte, gav jeg mig
selv det Løfte, at jeg i ti Aar ikke vilde indlade
mig paa Avispolemik; jeg. trængte at samle mig ude
lukkende paa Kunsten. Jeg lærte at kjende Menne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
