Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Gnom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Det var der virkelig: Da jeg vendte mig stod
Dimling tæt ved os. Saa snart han havde set os give
hinanden Haanden, var han styrtet frem af et eller
andet Skjulested i den
Overbevisning, at nu var det ham,
der skulde følge mig. Kunde
jeg i det Øjeblik have manet
ham ned igennem Brostenene,
tror jeg, at jeg havde gjort det;
men Ulykken var sket:
Ringningen havde kaldt Pigen ned.
Endnu mens jeg stod maalløs
af Forbitrelse blev Porten aabnet
— og saa Godnat!
Den spildte Lejlighed kom aldrig mere igen. Da jeg
et Par Dage derefter besøgte Familien, hos hvem hun var
i Besøg, var hun rejst tilbage til Norge. Et skriftligt
Frieri kunde jeg ikke bekvemme mig til og besluttede
altsaa at gemme den uudtalte Erklæring til hendes
næste Besøg, som man ventede efter et Par Maaneders
Forløb, men Opsættelser duer ikke. Nu er hun
Grossererfrue paa Tromsø, og jeg Pebersvend i København.
Jørgen Dimling endte paa en ganske anden Maade.
I de mange Fortællinger fra Ebeltoft, hvormed
han saa utrættelig udfyldte min Fritid, var der især
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
