Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Pollux
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
— Jo! Dyden er strængere end De tror. Da jeg
nylig har frelst ham fra den grusomme Anstændigheds
bedagede Offerpræstinder, vil han til Gengæld udrive
mig af den Fare, der, efter hvad han siger, truer mig
her mellem forføriske Mænadtr og ryggesløse Bakanter.
Han kommer kun for at bortføre mig og lede mine
vaklende Skridt tilbage paa Dydens Sti, der — i
Parentes bemærket — er den mest ufremkommelige
af alle de Veje, der fører gennem Dyrehaven. Hvad
siger De til det? —
Hvad de sagde, vilde blive alt for vidtløftigt at
fortælle, men Summa Summarum var, at Damerne
paa ingen Maade vilde tillade Bortførelsen — at de
unge Jyder, der var aldeles vilde, svor paa, at vi ikke
kom af Stedet, saa længe der var en Styver tilbage af
de hundrede Daler, som De hver havde sat sig for at
give ud paa Turen — at Musikeren raabte Bravo til
Alt, hvad der blev sagt, og at Normanden, der var
kæmpestærk og gik i glad Bærsærkegang, løftede mig
over Bordet og satte mig ved Siden af den svenske
Enke. Jeg maatte endelig ikke gøre ham »sint« —
raabte han leende — for saa »dængede« han sine
bedste Venner. Det var et andet Selskab end det,
jeg kom fra!
I Venskab som i Kærlighed er ingen Rolle mere
utaknemmelig end den: at optræde som »frelsende
Engel«. Jeg burde have betænkt det forud og ladet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
