Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Enden paa Ærgrelserne - I. Hvordan Peberbøssen gik itu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59i ’
sig latterlig, naar man er gammel og Pebersvend i
Forvejen.
Doktor Malm er en meget fornuftig Læge, og
jeg har stor Agtelse for hans Kundskab til
Sygdommene, ti han har stor Agtelse for dem.
»Det er mine Overmænd« — siger han — »og
derfor gør jeg aldrig Klammeri med dem. Vil de ind
i et Hus, saa kan jeg ikke lukke Porten for dem, og
er de komne ind, kan jeg ikke kaste dem ud af
Vinduet. Derfor raader jeg Enhver til saa vidt muligt
at gaa af Vejen for dem, ti Alt, hvad jeg kan gøre,
hvor jeg træffer dem, det er, at behandle dem med den
yderste Opmærksomhed for at de ikke skal blive vrede,
at sørge for, at Intet holder dem tilbage, naar de vil
gaa deres Vej, og at følge dem ned ad Trapperne
med Hatten i Haanden, saa snart jeg har dem vel
udenfor Døren.
Endskønt de fleste andre Læger rimeligvis vilde have
lét af min sygelige Frygt, tog han derfor Sagen
meget alvorlig.
»Deres Ængstelser ytrer sig ganske vist paa en
temmelig hypokondrisk Maade, men ubegrundede er
de langt fra. Der er virkelig en Sygdom, som man
sjelden undgaar to Anfald af, naar man ikke gifter sig.
Hos Damerne ytrer den sig noget anderledes end hos
os og sidste Gang betydelig tidligere, men
Sygdommen er den samme, skønt den gaar under andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
