Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Enden paa Ærgrelserne - I. Hvordan Peberbøssen gik itu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
599
— Ja, saa gik det mig, som det er gaaet saa
mange, der ikke har været bange for at se ned i en
Afgrund; man ser og ser, til Alt løber rundt, og til
Sidst springer man paa Hovedet i den.
— Men Du vidste jo . . .
— Ja vel vidste jeg meget godt, hvad jeg gjorde,
og hvor galt det var, men det er ikke det Værste.
Nu véd jeg meget Mere, og dog kan jeg betro Dig,
at hvis det ikke var gjort i Vildelse, saa vilde jeg
gøre det nu med koldt Blod.
Stakkels Buch! Han, der altid havde været den
ubarmhjertigste Spotter over de bedaarede Elskere og
de bedragne Ægtemænd — han var frivillig gaaet ind
i begge Lagene, og det uagtet han saa, hvad der
ventede ham. Og siden har han med en Selvplagers
Taalmod — jeg kunde næsten sige: forrykte
Henrykkelse — baaret alle de Ulykker, som han forudsaa.
Hver Gang der hænder ham Noget af det, der bragte
George Dandin til at sukke: Jeg har jo villet have
det saaledes! — siger han resigneret: Jeg vidste jo
forud, at det ikke vilde blive anderledes!
Og Wimmer! Erke-Pebersvenden, den Solideste
af os alle Fire, det mest ubevægelige, mest
konservative Menneske, jeg har kendt, Wimmer, der selv
har erklæret, at det var en fysisk Umulighed for ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
