Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Det er umuligt at sige, hvor dette’ vanvittige Løb
førte mig hen, men efter nogle Timers Forløb faldt
jeg om ved Væggen som en følesløs Masse og tabte
aldeles Bevidstheden.
xxvllL
Da jeg kom til mig selv igjen, var mit Ansigt
vædet af Taarer-. Hvorlænge min bevidstløse Tilstand
havde varet, vidste jeg ikke, og i dette dybe Mørke var
det mig umuligt at holde Regning med Tiden. Aldrig
har nogen været saa ensom og forladt som jeg, og
jeg beklagede bitterligt, at jeg ikke var død, og at
mine Lidelser ikke vare endte. Fuld af Fortvivlelse og
Smerte rullede jeg mig hen til den modsatte Væg og
holdt igjen paa at falde i Afmagt, da jeg hørte en
Larm, sont lignede et langvarigtTordenskrald. Jeg lyttede
efter, om denne Lyd, som rimeligvis var frembragt ved
en eller anden indre Naturbegivenhed, ikke gjentog sig,
men den dybeste Stilhed herskede overalt. Saaledes
henrandt et Kvarter, da jeg pludselig ved tilfældigvis
at lægge Øret klods til Væggen troede at høre nogle
svage og uforstaaelige Ord. En Bæven foer igjen-
nem mig. «
»Det maa være et Sandsebedragl« tænkte jeg.
Jeg lyttede igjen og havde ikke tagetfeil, det var
virkelig en Mumlen af Menneskestemmer, men min svage
Tilstand forhindrede mig fra at forstaa, hvad der blev
sagt. J det første Øieblik var jeg bange for, at det
kunde være mine egne Ord, som Echoet førte tilbage til
mig, og at jeg maaske have raabt uden eget Vidende.
Jeg lagde Øret atter hen til Muren-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
