Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Marie Grubbe - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den blusser op som rigen Rose, løves af som
Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst
straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugt-
bareste Flor, fluks som den favner dig med
sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du
just som den minder din Mund, mærker den
rystes af Forkrænkelighedens Kramper. Er
det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig
ind som røden Rust paa hver en lykkeglimren-
des Time, ja ligesom skadelig Rim fryse død
hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens
dybeste Rod?”
Han sprang op fra Brinken og talte med
heftige Gebærder ned imod hende.
,,Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Me-
lankoliske, naar al Vellyst, som den gribes,
skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel
kun er Glædskabens sidste vaandefulde Aande-
drag, naar al Dejlighed er Dejlighed der svin-
der, og al Lykke er Lykke, der brister!”
Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran
hende.
,,Det er da det, der bringer E d e r paa Klo-
stertanker?” sagde Marie og saa’ smilende ned.
,,Det er saa, Madame; mangen en Stund er
den, da jeg stiller mig fore, at jeg er stænget
inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder
ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen
og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs
og stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op
om min Sjæl og gyder sine Dvaledruers Saf-
ter i mit Blod. — Aa, men jeg véd hel vel, at
det er Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
