Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Marie Grubbe - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 J. P. JACOBSEN
gyndte at gaa igen, „véd du kanhænde ogsaa
om nogle af de Parabler at sige?”
„Det skulde En næsten vente sig.”
„Om Erm egaard Lynow?”
„Jo besynderlig om hende.”
„Hvad da?”
„Aa det var med en af de Høger, Sti tror
jeg han hed, en høj, rødhaaret, bleg ...”
„Tak, d e t véd jeg nu just saa lige.”
„Véd I ogsaa det med Forgiften?”
„Nej, nej!”
„Eller Brevet da?”
„Naa, fortæl!”
„Hu, det er saa en grimme Fortælling den.”
„Naa!”
„Jo, den Høg han var nok gode Venner, det
var da førend som han blev gift, ja han var de
allerbedste Venner med Erm egaard Lynow;
hun havde det længste H aar nogen Jomfru kunde
have, for hun kunde fast træde i det, og hun
var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn
var hun, men han var saa haard og bøs mod
hende, sagde de-, som var hun en opsætsig
Myndehund og intet den blide Skabning hun
var, men jo slemmer’ han var, jo mer holdt
hun af ham, han kunde have slaaet hende blaa
og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde
have kysset ham for det, huha, det er ligeud
grim at tænke paa, som et Mennesk’ kan Være,
naar den ret har sat sit Sind til en Anden.
Men saa blev han ked af hende og saa’ aldrig
den Vej hun var, for det han havde faaet en
Anden i Tanker, og Jomfru Erm egaard hun
græmmed’ sig og sørged’ og var ved at gaa til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
