Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Marie Grubbe - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Selvforagt gemt i den Tilstaaelse, der truer,
at der er Lindring i at tøve.
I dét er deres Sind ens.
Men i deres Maade at bære’ deres Kummer
paa er de yderst forskellige. Thi mens Sti Høg
i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod
Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i
magtløs Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr
gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit
snævre Bur, saa er Marie nærmere at ligne
ved et Dyr, der har revet sig løs og flygter i
ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt, dre-
ven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af
Lænken, der klirrende slæber i dets Spor.
Hun vilde glemme.
Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun
af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og
Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.
Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder
og købte sig Pragt; hun greb hver Nydelses
Bæger, som Guld kunde købe, som Aand og
Skønhed og Rang kunde købe, men det var
Alt forgæves.
Der var ingen Ende paa hendes Elendighed,
og Intet, Intet kunde fri hende fra den. Havde
det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe,
ikke en Lettelse, men blot en Forandring i
hendes Pine, det havde været gjort for længe
siden, men det var ligegyldigt, ganske det
Samme, om det skete eller ej, der var ikke en
Gnist af Haab om Lindring i det, ligesaa godt
følges ad som skilles, deri var der ingen Redning.
Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg,
der foreslog det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
