Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forbedringer, hans gamle Avlskarl eller Sog-
nets Ældste efter nøje Overvejelse, meget nøje
Overvejelse, foreslog.
De Kundskaber, han i tidligere Dage havde
erhvervet sig, faldt det ham aldrig ind at an-
vende; dertil havde han for lidt Tillid til det,
han kaldte Theori, og altfor stor Respekt for de
ved gammel Hævd ærværdiggjorte Erfarings-
sætninger, som de Andre kaldte for det rigtig
Praktiske. I det Hele taget var der Intet hos
ham, som tydede hen paa, at han ikke al sin
Tid havde levet her og levet saaledes. E n lille
Ting dog undtaget. Den nemlig, at han ofte i
halve Timer kunde sidde stille paa et Led eller
en Skel-Sten og i sælsom vegetativ Betagenhed
stirre henover den frodigt grønne Rug eller den
gyldne, toptunge Havre. Det havde han andet-
stedsfra, det mindede om den gamle Lyhne,
den unge Lyhne.
I s i n Verden fandt Bartholine sig ikke til-
rette paa den Maade, saadan straks, paa én
Gang, uden Ophævelse og uden Famlen. Nej,
først klagede hun gennem hundrede Digteres
Vers, saadan i al hin Tids brede Almindelighed,
over Menneskelivets tusinde Skranker, Baand
og Lænker; og snart var Klagen da klædt som
den høje Vrede, der slynger sin Ordfraade mod
Kejseres Troner og Tyrannernes Fængsler,
snart som den rolige, medlidende Kummer, der
ser Skønhedens rige Lys vige bort fra en blind
og trællesindet Slægt, kuet og byrdebrudt af
Døgnets idéløse Travlhed, og atter saa igen var
Klagens Ham kun som det stille Suk efter Fug-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
