Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og korte, Fødderne brede. Hans Gang var
dvælende, tung og eftertrykkelig, Armbevægel-
serne vage, udtryksløse og fordrede stor Plads.
Rødskæget var han som en Vildmand, fregne-
blond af Hudfarve. Hans store, høje Pande
var flad som en Væg med et Par lodrette Ryn-
ker i Bryn-Skellet, Næsen var kort og plump,
Munden stor med tykke, friske Læber. Det
Smukkeste hos ham var hans Øjne, de var
lyse, blide og klare. Af Øjestenenes Bevægel-
ser kunde man se, at han var noget tunghør.
Dette forhindrede ham dog ikke i at være en
stor Elsker af Musik og en lidenskabelig Violin-
spiller; thi Tonerne, sagde han, de hørtes ikke
blot med Ørerne, hele Legemet hørte: Øjnene,
Fingrene, Fødderne, og svigted end Øret en
enkelt Gang, Haanden vilde dog i sælsom,
instinktmæssig Genialitet vide at finde den
rette Tone uden Ørets Hjælp. Desuden var
dog alle hørlige Toner til Syvende og sidst
falske, men den, som havde Tonernes Naade-
gave, havde i sit Indre et usynligt Instrument,
mod hvilket den herligste Cremoneser kun var
som den Vildes -Kalebasviolin, og paa det In-
strument spillede Sjælen, fra dets Strenge
klang de ideale Toner, og det var paa det,
at de store Tonedigtere havde komponeret deres
udødelige Værker. Den udvortes Musik, den,
der bævede gennem Virkelighedens Luft og
som Ørerne hørte, den var kun en usselig
Efterligning, et stammende Forsøg paa at sige
det Usigelige; den var at ligne ved Sjælens
Musik som Statuen, formet med Hænder, hug-
get med Mejsel, udmaalt med Maal, var at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
