Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
men Ingen anede hendes Kummer, kun En-
somheden var hellig nok til at skue hendes
Sorg. Da kom der en Yngling, som kaldte hin
fremfarne Store sin Mester, og som var op-
fyldt af hans Aand og begejstret for hans Værk.
Og han elskede den sørgende Kvinde. For
hende var det, som om døde, lykkelige Dage
rejste sig af deres Grav og gik igen, saa Alting
sælsomt sødt forvirredes og Fortid og Nutid
smelted sammen til en sølvsløret, dæmrende
Drømmedag, hvor hun elskede Ynglingen, halvt
som ham selv, halvt som en Andens Skygge, og
gav ham helt sin halve Sjæl. Men sagte maatte
han træde, at Drømmen ikke skulde briste,
strengt maatte han stænge for de jordisk hede
Længsler, at de ikke skulde sprede den blide
Dæmring og hun vaagne op til Sorg igen.
Lidt efter lidt fik deres Forhold, i Læ af
denne Mythe, fastere og fastere Form. De
sagde du til hinanden og kaldte hinanden ved
"Fornavne, naar de var ene, Niels og Tema, og
Søsterdatterens Nærværelse blev indskrænket
til det mindst mulige. Vistnok søgte Niels nu
og da at bryde gennem den én Gang vedtagne
Skranke, men Fru Boye var ham altfor over-
legen til, at hun ikke let og læmpeligt skulde
kunne tilintetgøre disse Opstandsforsøg, og
snart gav Niels da tabt og fandt sig for en
Stund igen i denne Elskovsfantasi med virke-
lige Tableauer. Heller ikke flød Forholdet ud
i platonisk Fladhed, ligesaalidt som det gled
til Ro i et Vaneforholds Ensformighed. Ro var
dét, der var mindst af. Niels Lyhnes Haab
blev aldrig træt, og trængtes det end blidt til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
