Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
alle de mange Almindelige, inderst inde synes
vi dog de har Ret, fordi de er de, der dømmer,
og vi bøjer os i vore Hjerter for deres Domme
og lider under dem, hvor kække vi saa stiller
os an. Det ligger slet ikke for os Fruentimmer
at være Undtagelser, det gør ikke, Niels, vi
bliver saa underlige af det, maaske nok mere
interessante, men ellers ... Kan du forstaa det?
er det ikke sølle, synes du? Men du kan nok
begribe, at det maatte gøre et underligt Indtryk
paa mig at komme tilbage til de gamle Om-
givelser; der kom saamange Minder — og Erin-
dringen om min Moder, hvordan hun tænkte;
jeg syntes, jeg var kommen i Havn igen, Alt
var såa fredeligt og rigtigt, og jeg behøvede
kun at binde mig til det, for at blive pænt
lykkelig alle mine Dage. Og saa lod jeg dem
binde mig, Niels.”
Niels kunde ikke lade være med at smile,
han følte sig saa overlegen og havde saa ondt
af hende, som hun stod der, saa ungdommelig
ulykkelig ved al den Selvbekendelse. Han blev
saa blød og kunde slet ingen haarde Ord finde.
Saa gik han hen til hende.
Hun havde imidlertid drejet Stolen til sig og
ladet sig synke ned paa den, og sad nu der
ganske mat og verdensforladt kastet tilbage,
med hængende Arme, med løftet Ansigt og
halvtsænkede Øjne, og saa’ ud gennem det
mørknede -Værelse med de to Rækker Stole, ud
i den dunkle Entré.
Niels lagde Armen over Stoleryggen og
bøjede sig, med Haanden støttet paa Sidelænet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
