Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun havde troet, at Kærligheden var en sød
Værdighed, ikke saadan en fortærende Uro,
fuld af Frygt og af Ydmygelse og af Tvivl.
Mange Gange, naar det syntes hende, hun saa’
Tilstaaelsen arbejde sig op til Eriks Læber,
kunde det komme over hende, som om det var
hendes Pligt, at lægge sin Haand paa hans
Mund, at advare ham imod at tale, og at an-
klage sig selv for ham og sige, at hun bedrog
ham, sige ham, hvor lidt hun var hans Kær-
lighed værd, hvor jordisk lille, hvor tøseagtig
hun var, saa langt fra ophøjet, ak, saa uselig
lav og hverdagsagtig styg. Hun følte sig saa
falsk under hans beundrende Blikke, saa be-
regnende, naar hun lod være med at undgaa
ham, og saa brødefuld, naar hun ikke kunde
bringe det over sit Hjerte, i sin Aftenbøn at
bede Gud vende hans Sind fra hende, saa der
kunde blive idel Dag over hans Skæbne og Høj-
hed og Herlighed. For hun vilde drage ham
ned med hendes lavbaarne Elskov.
Det var næsten modstræbende, at Erik el-
skede hende. Hans Ideal havde altid været
fornemt, stort og stolt, med stille Tungsind
over blege Træk og tempelkølig Luft om Ge-
vandtets strenge Folder; men Fennimores Sød-
hed havde betvunget ham. Han kunde ikke
modstaa hendes Skønhed. Der var saadan en
frisk, ubevidst Sanselighed over hele hendes
Skikkelse; naar hun gik, saa hviskede hendes
Gang om hendes Legeme, der var en Nøgenhed
over hendes Bevægelser, en drømmerisk Vel-
talenhed over hendes Hvile, som hun ikke
kunde gøre for, hverken det Ene eller det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
