Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en ren Guldmine for ham, men saadan som
det var, blev Udbyttet for ham, som for de
Andre, kun dét, at han morede sig fortræffe-
ligt. Alt for meget, thi snart blev denne kaade
Sviren ham ganske uundværlig og optog lidt
efter lidt næsten al hans Tid, og om han og-
saa nu og da bebrejdede sig sin Uvirksomhed
og lovede sig selv, at det skulde have en Ende,
saa dreves han dog af den Tomhed og den
aandelige Afmagt, han følte, hver Gang han
forsøgte at arbejde, stadig tilbage til det gamle
Liv.
Det Brev han havde skrevet til Niels, en
Dag, da hans evindelige Goldhed, ved dét at den
aldrig vilde holde op, havde gjort Indtryk paa
ham af at være ligesom en Tæring, der havde
angrebet hans Talent, det. Brev angrede han
saasnart det var sendt afsted, og haabede, at
Niels vilde lade hans Klager gaa ind ad
det ene Øre og ud ad det andet.
Men Niels han kom, Venskabets vandrende
Ridder i egen Person, og fik da ogsaa den
halvt afvisende, halvt ynksomme Velkomst, som
vandrende Riddere altid har faaet af dem, for
hvis Skyld de har trukket Rosinante ud af
den lune Stald. Da Niels imidlertid var forsig-
tig og ventede, tøede Erik snart op, og den
gamle Fortrolighed imellem dem vaktes igen
tillive. Og Erik trængte til at tale ud, til at
klage og til at bekende, trængte med en næsten
fysisk Trang dertil.
En Aften, det var over Sengetid og Fenni-
more var gaaet til Ro, sad de over deres Cog-
naksvand i den mørke Dagligstue. Kun Gløden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
