Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og Rankers Ranker, med Klynger af Roser og
Bedre endnu, som havde slynget sig om dem
og bundet dem til hinanden, det havde
fældet hvert lille Løv og mistet hver Blomst,
der var kun tilbage de nøgne, sejge Vi-
dier, der holdt dem sammen i et uopløseligt
Tøjr. Hvad kunde det hjælpe, at hun ved
Mindernes Varme vakte Følelser fra fordums
Dage op til- et kunstigt Liv, og fik sin Afgud
op paa hans Sokkel igen, og fik Beundringens
Glans i sine Øjne, Tilbedelsens Ord paa sine
Læber, og Lykkens Rødme paa sine Kinder,
hvad kunde det hjælpe, naar h a n ikke vilde
tage sig paa at være Afgudens Præst og hjælpe
h e n d e med et fromt Bedrag! Han! han
kendte ikke en Gang hendes Kærlighed igen,
der var ikke ét af hendes Ord blevet tilbage i
hans Øre, ikke en Dag af deres Dage gemt hen
; i hans Sjæl.
Nej, død og stille var deres Hjerters svul-
i
; mende Elskov; Duften, Lyset og de sitrende
- Toner, det var vejret hen altsammen, og der
f kunde de sidde, af gammel Vane, han med
[ Armen om hendes Liv, hun med sit Hoved
l lænet mod hans Skulder, saadan sad de tungt
nedsænkede i Tavshed, glemmende hinanden;
hun for at mindes hint Herlige, han dog aldrig
[ havde været, han for at drømme hende om til
iC
i det Ideal, han nu altid saa’ straale i Sky, højt
i over hendes Hoved. — Det var deres Samliv,
og Dagene kom og gik igen, og bragte ingen
Forandring, og Dag efter Dag stirred de ud
over Livets Ørken, og sagde til sig selv, at det
var en Ørken, at der ingen Blomster var og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
