Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Taffeluhret. Saa kom hun tilbage og satte
resolut en stor, tyk Bog med Noder op foran
sig, men hun spillede alligevel ikke, hun bla-
dede aandsfraværende i Bogen, og faldt i
Tanker.
Om han alligevel nu stod derovre ved den
anden Strand og spændte sine Skøjter paa,
og saa var her om et Øjeblik! Hun saa’ ham
saa tydeligt, han aandede lidt tungt efter Løbet,
og missede med Øjnene ad Lyset herinde oven-
paa alt det Mørke. Der kom saadan en Kulde
ind med ham, og hans Skæg var ganske fuldt
af smaa bitte, blinkende Draaber. Saa vilde
han sige — hvad vilde han sige?
Hun smilte og saa’ nedad sig.
Og der var ingen Maane endnu.
Hun gik hen til Vinduet igen og blev
staaende og saa’ ud i Mørket, til det blev fuldt
af hvide, smaa Gnister for hendes Øjne, og af
regnbuefarvede Ringe. Men de var der saa
ubestemt. Hun vilde ønske, der var et Fyr-
værkeri derude, Raketter, der gik tilvejrs i en
lang, lang Stribe og saa blev til smaa Orme,
der borede sig ind igennem Himlen og blev
borte med et Blaf; — eller ogsaa en stor, stor,
mat Kugle, der sitrede op i Luften og saa lang-
somt daled ned i en Regn af tusindfarvede
Stjerner: se! se! saa blødt og rundt ligesom
en Nejen, ligesom en Guldregn, der nejed —
Farvel, Farvel! det var de sidste. — Herregud
ogsaa, at han ikke kom! — og hun vilde ikke
spille. I det Samme vendte hun sig mod Kla-
veret, slog haardt en Oktav an, og blev ved at
holde Tangenterne .nede, til Tonen var døet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
