Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lam i Lignelsen havde til sin Hyrde, naar
det aad af hans Haand og drak af hans Bæger.
Han nænnede ikke at tage hendes Gud fra
hende, ikke at landsforvise alle hine hvide
Skarer af Engle, der svæver syngende den
ganske Dag igennem Himlen, og kommer til
Jorden saa ved Aftenstide og spreder sig fra
Leje og til Leje i en’trofast Vagt, og fylder Nat-
tens Mørke med et beskærmende, usynligt Lys.
Han vilde saa nødigt, at hans tungere, billed-
løse Livssyn skulde skyde sig ind imellem
hende og Himlens milde Blaanen og faa hende til
at føle sig utryg og forladt. Men hun vilde
det anderledes, hun vilde dele Alt med ham;
der skulde intet Sted være til i Himmel eller
paa Jord, hvor deres Veje skiltes, og hvad han
saa sagde for at holde hende tilbage, hun gen-
drev det Altsammen, om ikke med hin moa-
bitiske Kvindes Ord, saa dog med den samme
stædige Tanke, som laa i Ordene — dit Folk
skal være mit Folk og din Gud skal være min
Gud. Og nu begyndte han i Alvor at lære
hende, og han udviklede for hende, hvordan
at alle Guder var Menneskeværk og kunde,
som Alt, hvad der er af Mennesker, ikke bestaa
til evige Tider, men maatte forfalde, Gudeslægt
for Gudeslægt, fordi Menneskeheden evindeligt
udvikles .og forandres og stadigt vokser om
sine Idealer. Og en Gud, i hvem Slægternes
Ædleste og Største ikke nedlagde deres rigeste
aandelige Indhold, en Gud, der ikke fik sit Lys
fra Menneskeheden, men som skulde lyse ved
sig selv, en Gud, der ikke var i Udvikling, men
var stivnet i Dogmernes historiske Kalk, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
