Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Lyhne - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et eneste Menneske, at de dør i én Anskuelse
eller en anden? Tro De mig, vi har jo Alle-
sammen lyse, bløde Minder fra vor Barndom,
jeg har set saa mange Snese dø, det trøster
altid at faa de Minder frem. Lad os være ær-
lige, vi kan være, hvad vi vil kalde det, vi kan
dog aldrig faa den Gud helt ud af Himlen, vor
Hjerne har for mange Gange tænkt sig ham
deroppe, det er ringet ind i den og det er sun-
get ind i den, fra vi var ganske smaa.”
Niels nikkede.
Hjerrild bøjede sig ned mod ham, for at
høre, om han vilde sige Noget.
,,De mener det godt,” hviskede Niels, „men,”
og han rystede bestemt paa Hovedet.
Der blev længe stille derinde; kun Bonde-
karlens evige Haah—hoh, Haah—hoh, ham-
rede langsomt Tiden i Stykker.
Hjerrild rejste sig. „Farvel, Lyhne,” sagde
han, „det er dog en smuk Død, at dø for vort
stakkels Land.”
„Ja,” sagde Niels, „men det var dog ikke
paa den Maade vi drømte om at komme til at
gøre Fyldest, den Gang, for længe, længe
siden.”
Hjerrild gik; da han kom ind paa sin Stue
stod han længe ved Vinduet og saa’ op imod
Stjernerne. „Dersom jeg var Gud,” mumlede
han, og i Tankerne fortsatte han, „vilde jeg
da langt hellere gøre den salig, der ikke om-
vender sig paa det Sidste.”
Smerterne blev heftigere og heftigere for
Niels, huggede og huggede ubarmhjertigt der-
inde i Brystet, blev saa ulideligt ved. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
