Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vägledare (1921) - Sigbjörn Obstfelder - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
verk (En præsts dagbok, en bok av sällsynt rikedom och
spänning) slutar med en hymn till skönheten, det sant
gudomliga och konkreta. Efter allt frågande och grubbel,
efter ångesten och skräcken, ser han slutligen solen
blicka sig rakt in i ögonen, »mild, venlig, med et smil
som en liøi moders, der i uendelig, yppig ro står med
sine born ved de modne, tunge barme, og derför har råd
til at smile salighedens smil–Intet iled. Alt
havde tid».
Så talar solen till honom denna afton:
»Jeg er større end den morke tordensky, min herlige
rundhed er større end de vilde takkede klipper. Din
ånd søger det steile, det grufulde, det mørke. Du tror
at finde det vældigste deri. Det mørke er kun ét. I mit
lys er der uendelighet.
Aldrig kan du, lille menneske, komme væk fra det, at
din Gud er blot kraften, det, der forstår at knuse dig.
Du så lynet og du syntes, at du følte det umådelige som
aldrig, men lynet er spidst, jeg er rund.
Du tænker dig at din Gud søger dig i mørke, under
hæslige skyer; ser du det da ikke nu, kjære lille menneske,
at det mægtigste i verden er skjønhed, ja skjønhed?
Og kunde du ikke forestille dig, underlige lille
menneske, at en Gud, der søgte dig som jeg, klædt i et
gevandt av roser, med et smil strålende ut fra det herlige
åsyn, at en sådan Gud var større end den ånd, der
tramper som stenskred på dine fine nerver?»
»Dine maskiner, dine love, dine systemer, hvad er det
alt mod kvinden, der står midt i den skinnende og
73
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
