Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120. Blad. 197
ti kalde vor Siel, i sær dens høiere Evner,
Forstanden og Villien. Dette Væsen, som alle
Mennesker kiende bedre ved den indvortes Følelse,
end alt hvad de see og fornemme uden for dem;
som giør sig saa klare Billeder af hele Verden i
en Punkt af Legemet, som ingen Læge, ingen
Naturkyndig endnu har fundet; en Erfaring,
som alene burde være nok til at overbeviise os
derom, at denne Punkt, som indbefatter saa
mange Ting, og i hvilken hele Maskinens
Bevægelser samles, selv ikke er en Maskine. Den Siel,
som, ved at opløse og sammensætte Begreberne,
kan optænke saa mange nye Mueligheder,
erindre det Forbigangne, og slutte sig til det
Tilkommende. Det Væsen, ved hvilket vi adskille os
fta andre Ting, fornemme, at vi ere til, og føle
hvad der foregaaer i den udvortes Maskine,
denne Maskine, som vi ofte ansee for at være os
selv, endskiønt vi af Erfarenheden alene kunde
begribe, at den maae være ligesaa adskildt fra
det Væsen, som tænker, som Skyggen fra
Legemet. Sielen, dette ubegribelige Væsen, som,
hvor høit og ædelt det end er i sig selv, dog ofte
idbilder sig at være fuldkomnere end det er; som
tilige er nedrigt nok til at giere sig til en Slave
af de dyriske og sandselige Begierligheder, og
som ofte sætter si sin Lyksalighed i at lade sig forlede
disse Begierligheder, som den burde beherske
Ro N 3 til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
