382 Den patriois- Tiskurr mere end den enfoldige Pebels Jeg kunde hoer ken lide dem som snakkede mig meget efter Munden ikke heller dem som imodsagde Alting. Stion somhed, Smag og Beskedenhed vare de fornem meste Egenskaber, som jeg udkrævede af larrd Mænd. Folk af megen Historisk Kundskab kund jeg vel tilgive, om de ikke altid havde lige sat megen Skiensomhed og Smag; Men de maatt være beskedne og ingen Ordgydere; Deres Om gang blev mig ellers alt for besværlig, og paa e Tid, da vi have saa mange Ordboger og Catalo ger, skulde jeg snart troe, at man ganske kund undvære dem. Den usleste Grammaticus blev mine Hine ikke saa ringe en Person, som en paa stagende Philosoph og heftig Dogmatist. De monstrative Haarklovere og Kiettermagere vilde ja skye som Videnskabernes og Religionens Skamflikker og Selskabets Pest. Og den skionnest Geist, som misbrugte sine Gaver til at smigre fa Lasterne, vilde jeg agte mindre end den taabeligst Leiligheds Poet. Nyttige og vigtige Sandheda behovede ingen Sminke for at behage mig; Di skulde altid være mig kiere, paa hvilken Maadt de end bleve sagde. Men jeg holdt dog mere a en smuk Ode end af den lærdeste Undersogning, som hverken nyttede eller fornsiede. En troe Tie mers eller taknammelig Betlers ukonstlede Roet ö kenlör forneie mig mere, end en Tilskrift eller an ö der