Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stykke Hus igen. — Ja, saamænd! . . . Bare han kunde
holde ud at slide med det! I den senere Tid havde
han faaet det saa slemt med Stikken i Brystet og Værk
over Lænderne. Men det forstaar sig, det var jo Synd
at klage, som han her stod med Huset fuldt af Ouds
Oaver, ligefrem stoppende fuldt af dejlige Kærve i hver
Krog og Udskur!–-Han troede nu ogsaa nok,
han avlede bedre end de andre Klitboere — tænkte
han videre og smilede — se, Driftsmaaden gjorde jo
saa meget, og de andre, de havde ikke rigtig . . .
I det samme kom hans Smaadrenge løbende og
sagde forpustet ind ad Lugen, at Øget laa og spjættede
i den store Skelgrøft og kunde ikke bjærge sig selv.
Med et Udbrud kastede Søren Plejlen og løb paa
bare Sokker til Stedet Rask greb han fat i Øgets
Manke og rykkede til af alle Kræfter, — men det
kendtes ikke.
Børnene joges hjem efter Reb og Redskaber, og
Ane stod paa det opkastede Grøftemudder, vuggede
med Overkroppen og sagde: „Hvad skal vi dog gøre!
Hvad skal vi dog gøre!"
Saa blev der hevet og halet af al Magt men
forgæves.
„Hum! hum!" sukkede hun.
„Bare hun ingen Skade har taget!" sagde han.
„Vi maa prøve igen!"
Men efter hvert nyt Forsøg sank Dyret magtesløst
sammen, hældede Hovedet mod Grøftesiden og vaandede
sig i lange Pust.
Søren saa sig omkring som efter Hjælp og sukkede.
Ruskregnen sivede og sivede ned gennem den tykke,
taagede Luft og klistrede Øgets lange Haar ind mod
Skindet, saa Ribbenene traadte frem som Tøndebaand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
