Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ide, som de for Resten gjennem det samme
affekterte og svulstige Sprog, hvortil vi allerede ere vante,
idelig parodiere og karrikere, efterlade de Følelsen
kold for alle de prægtige Ord, og Henrik Wergeland
har saaledes her, som fast overalt, modarbeidet sit
eget Øiemed. Historien har opbevaret os saa mange
Minder om den norske Odelsbondes Færd i Raad
og Daad, vi have i vor egen Erfarings-Kreds samlet
saa mange Træk til det kraftige Billede, der endnu
karakteriserer Kjernen af den norske Bondestand, at
vi her nødvendigvis maa blive nøieregnende, — vi
vente os Snildhed i Raadet og en djerv Naturlighed
i Udtrykket. Heraf finde vi Intet i Sørgespillet;
forskruede Rodomontader og en udtværet Snakken
om Landets Skjønhed og Fortrinlighed, der ikke
leder til noget Resultat, er disse Odelsmænds Sprog
og hele Raadslagning.
Saaledes taler Gudbrand Seiglstad til Gubberne:
— — et Ord, som Eders Haar,
der skinner mellem disse Drenges Lokker,
Vaarsimmer lig, som hvide Nordlys mellem
de gyldne Stjerner, reiser til en Sølvhjelm,
til alderstegne Løves sølvgraa Man,
der opreist splitter Luften som en Saug
— — — — — — — — —,
sligt Raab, slig Hjertestorm er Ban’ret, rakt
med Ørkenvindens røde Hvin mod Skyen,
før Spydet svinges opad. Ha, Raab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
