Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S. O. Wolffs Digte.
•25
hvad Forstanden kold mig byder,
den er daarlig, som er ung!
Ved den femte Strofe begynder en ny Retning i
Følelsen at virke. Ironien er forsvunden, og Digtet
antager en elegisk Dvælen ved Barndommens tabte
Lyksalighed og de paafølgende Savn. Nu er det
noget absolut Unaturligt, at tænke sig en saadan
Stemning umiddelbart afløsende den foregaaende, —
fordi denne nødvendigvis forudsætter, at Sindet först
maa have gjennemgaaet og tabt hin, og fordi der
overalt er en vid Grændse mellem Fortvivlelsens og
Vemodens Resignation. Heller ikke kan man
antage, at Digteren her har villet forsøge at fremstille
en Reaktion i Følelsen, for ad denne Vei at komme
til Ro og Forsoning; thi dels skal dette danne
Indholdet af det følgende Digt, dels har han drevet
Forvirringen til det Yderste ved i Slutningen af Digtet
atter at optage den bitre Ironi. Lige efter følgende,
rent elegiske, skjønt for Resten yderst uklare, Strofe:
Maa nu skuffet Yngling græde,
fordi Barnet sig mon glæde?
Hvor er Barnet lykkelig!
Hyl min Sjel i Barndoms Taage (?)!
Ak, thi se, nu maa jeg vaage
over Barneglædens Lig!
heder det nemlig til Slutning:
O! Farvel da, arme Hjerte!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
