Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
En Tribut til Kunstforeningen.
og alle Blomster sig mod Jorden boie;
og over Sletter, over So og Hoie
den milde Skumring sine Vinger slaar.
Fra Taagens Slor, der svæver over Egnen,
fra Himlens smeltende, violblaa Blegnen,
det stille Afskeds-Suk til Hjertet gaar.
Sproglos og dæmpet er Naturens Smerte,
og derfor soger den dit varme Hjerte.
Forskyd den ikke, — lad dens Sukke trænge
did, hvor dit Bryst har sine Harpestrenge,
hvor Sorgens Aander i dit Indre bor!
Dit Haab, der slukkedes, skal atter ulme,
og denne Smerte i din Barm skal dulme,
og lose sig i Toner og i Ord.
Saaledes digter Dig vor gjæve Dahl
en sjelfuld Stemning i Naturens Skifter;
i Himlens Smil, i Uveirs-Skyens Rifter,
han maler kjækt din Glæde og din Kval.
Saaledes adler Dig den gyldne Kunst
de dunkle Timer af din travle Vandring,
og fanger -Oieblikkets korte Gunst,
og redder den i Tidernes Forandring.
Et skjent Moment, der glimrer og forsvinder,
opstaar forklaret under Kunstens Bliv;
og fra de dunkle, halvforglemte Minder
det træder freidigt i det friske Liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
