Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205 Den förste Kjerlighed.
Aftenrødens Purpurflig
var alt længst fra Himlen svunden,
og med sagte Greb i Lunden
Nattevinden nærmed sig;
med en Yinge som af Dun
strøg den os saa mildt om Kinden,
og man fandt da strax: at Yinden
var saa overmaade lun.
Og hvor lys var denne Nat!
Her var ingen Uveirsnykker.
Duggen kun de klare Smykker
spredte over Eng og Krat.
Og vi kunde endnu ei
skilles fra vort smukke Sæde,
hvor den blide Sommerglæde
gav os mangen Glem-mig-ei.
Savnet er i stadig Pagt
med vor Lyst, vor travle Higen,
til den kjøles under Fligen
af den sidste hvide Dragt.
Glæden leger som et Barn,
som en Amor den sig svinger;
og vi vil, skjont den har Yinger,
tvinge den i vore Garn!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
