Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den sidste Septemberdag. 252
Og Ingen kunde spøge eller le
her i vor unge, overgivne Klynge;
det var, som hvert et Hostblad kunde tynge
det fulde Hjerte med en anet Ve.
Naar denne Egn er stivnet under Sne,
vil cla din Glæde atter sig forynge ? —
Ak, Høstens Gjenfærd er igjen at se,
naar Vaarens Lærker hæve sig og synge.
Lad Smerten mildnes, være skjult og glemt,
den er dog ei beseiret og forsvunden.
Den har sit Leie i dit Hjerte funden;
der kan den slumre, — men dens Brod er gjemt.
Du sidder ofte stille og beklemt;
din Graad vil rinde, og Du ved ei Grunden.
Da har din Vemod Mindeharpen stemt:
da drømmer Smerten i sin dybe Blunden.
September! Sværmerske med falmet Kind,
med Flagreklæder brogede og smukke!
Vi hørte dine smertelige Sukke
i Løvets Raslen og i Aftnens Vind.
I Taageslor Du stod paa Fjeldets Tind,
og kunde ei din Taarekilde lukke,
og saa i Graneskovens Mørke ind,
og saa din Sol i Sølvervoven dukke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
