Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holberg.
93
Men hver Gang Sjelens Blikke ledes hen
til dette Old, lian har i Dagen stillet,
vi dvæle atter ved lians eget Billed;
paa denne Scene gaar han selv igjen.
Han er blandt Mængden, med sit kloge øie,
og Smilet leger om hans fine Mund;
bag Pandens Fold har lian det rige Fund,
som Seklet arved og bevared nøie.
Til Selvbetragtning vakte han sit Folk;
i Tidens Strøm det saa sit Billed atter,
og Skuelysten og den sunde Latter
blev denne frelsende Bevidstheds Tolk.
Den aabne Sands og Viddet i hans Snille
han gav den skjeve Skik til Kommentar,
og sendte dem. som et fortroligt Par,
fra Hus til Hus i Henrik og Pernille.
Ja, hvad der aldrig tabe kan sin Kraft
for danske Sletter og for Klippelandet,
er dette Salt, som han har dybt indblandet
i Folkets aandelige Næringssaft.
I Stammens Indre laa dets Kraft forborgen,
men han, der nedsteg i den mørke Skakt,
og hæved Skatten der ved Aandens Magt,
hans Navn har Glandsen af en gjenvakt Morgen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
