Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
Tomme Kæmpeheie.
Det er et Nu,— da er der atter tyst;
kun Elvens dumpe Harpetoner klinge,
og Ravnen slaar i Fjeldet med sin Vinge,
og Sukke hæve sig fra Bolgens Bryst.
Det er et Nu, hvori den dvbe Egn
med dæmpet Aande hviler, for at lytte,
om ingen Gude-Skare did vil flytte,
om ingen Skald, om ingen Bueskytte
vil vaagne atter, paa det givne Tegn.
O, staar Du ensom i en saadan Stund,
hvor Kæmpehoien speiler sig i Fjorden,
da stige Dromrne op fra Kæmpens Blund
og gaa med Bæven til dit Hjertes Grund,
med dybe Tanker fra det stærke Norden.
Da føier Du, at Hedenolds Bedrift
er voxet ud af disse mørke Lier,
som Fyrren voxer af sin Klipperift, —
at hine Lyn i Yaabendaad og Skrift
er Fjeldnaturens egne Fantasier.
Derfor tog Helten sine Vaaben med
i Hoiens sommerlune Sovekammer.
Kun her, hvor Fossens Jette styrter ned
i dette Dyb, hvor Drage-Skibet gled,
begribes Værdet af en nordisk Hammer;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
