Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Barndoms-Minde.
37
Selv var lian taus, og kun en enkelt
Gang-lian spurgte mig, om Veien blev mig lang,
og boied sig, og kyssed mig paa Kinden.
Og atter sagde ban: „Vi er der snart,
og inden kort vil Veiret blive klart,
og under Fjeldet mærke vi ei Vinden."
Tilsidst den hvisked kun fra Ur og Krat,
da Kleven sænked sig, og standsed bråt
ved Fjeld-Portalet til en dyrket Slette.
Et Glimt af Maanen faldt i Dalen ned,
det snevre Pas var som et Borgeled,
og Klippen stod paa Tunet som en Jette.
Hvor selsomt droned det, da Hestens Sko
slog Gnister paa den helle-lagte Bro,
hvorunder Elven mod en Afgrund skummed.
Da banked Hjertet stærkest i mit Bryst, —
det var for mig, som 0111 hver Nattens Rost
ved denne pludselige Klang forstummed.
Som Troldes Værn, hvis Styrke er forbi,
naar Helligdommen drager ind deri,
veg nu med Et hver Klippe-Mur tilside.
Paa Bakken Hytten mellem Birke laa,
og Ilden flammed fra dens Arnevraa,
og lyste paa den Vei, vi skulde ride.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
