Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Digteren fra Alstadhoug
at de til Bergen i Tusind-Tal fører
Pander, Tagstene og hvad dertil hører,
paa det de Grunde, som strod er med Aske,
kan med stafferede Bygninger braske."
Dette er Begyndelsen, og i den Tone gaar det frem
gjennem 24 Strofer med Lethed og Lune.
Saaledes er nu den nordlandske Sangers Poesi
fremstillet i en Oversigt, der viser dens Grundkarakter
og forskjellige Retninger. Man vil deraf kunne forstaa,
hvad Albert Dass sigter til med følgende Bedømmelse:
„I alle hans Yers findes en meget flydende Stil og
ligesom medfødt poetisk Geist. Dersom Tankerne vare
altid saa vei udarbeidede som Geisten flydende, kunde
de passere for Mesterstykker". Dette er, udtrykt i
mange Ord, omtrent enstydigt med Ovids korte
Udsagn om den gamle Digter fra Kalabrien: Ennius
ingenio maximus, arte rudis. Men for alle nordiske
Poeter fra det syttende Aarhundrede var Kunstens
Raahed et Fællesmærke, der ei bliver mindre
frastødende ved den overfladiske Puds, hvormed det i
Almindelighed fremtraadte. I en Tidsalder, da
Digtekunsten i flere af de nyere Sprog havde naaet
en høi Udvikling, befandt den sig endnu hos os i
en famlende Umyndigheds-Tilstand, men tillige under
Paavisningen af den tydske Poesi, der selv var
hildet i Aandløshed og brammende Halvkultur. Det
bliver da mere at anse som et Fortrin end en
Mangel ved Peder Dass, at hans Ingenium saa ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
