Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ora Claus Frimann.
209
lings-Sæde. Vi bleve de bedste Venner, og han
sendte mig siden et Par Breve, hvilke jeg ved et
Tilfælde, som jeg meget beklager, har tabt. I min
Erindring ser jeg ham helst vandre paa de smukke
Skrænter, der omgav hans Bolig, og hvor en lys
og munter Vext af frodige Løvtrær og blomstrende
Buske skyggede hans Vei.
Claus Frimann var uden Tvivl den ypperste
Digter-Aand blandt alle de norske Sangere fra den
sidste Halvdel af forrige Aarhundrede. Skjønt hans
Samtid ikke satte ham saa høit, hørte han dog af
og til ude fra Verden en hædrende Gjenlyd af sit
Navn, medens han tillige i sin snevre Kreds stod
i Agt og Berømmelse hos Alle. Paa en af hans
sidste Fødselsdage skede der i hans Hjem et lidet
Fest-Optrin til hans Ære. Nogle unge Bondepiger
traadte ind til ham i deres bedste Høitidsdragt,
og rakte ham en Krands af de nys udsprungne
Birkeblade, indflettede med Foraarets Markblomster. —
Han døde i sit Alderdoms-Sæde Frimannslund, den
16de Oktober 1829.
J. Welhavens Skrifter. VI
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
