Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Vasdrag og Skovniarker.
199
Vi søgte saa meget som muligt at holde os i
Lien under Fjeldkanten; thi trods al den Møie, en
Gang over Uren mangesteds voldte os, var dog Veien
her mindst besværlig. Naar vi fra den steile Skrent
saa ned i Skovdybet, blev denne Vildmarks alvorlige
Storhed os mest paafaldende. De mægtige
Tommer-Træer ragede fra et natligt Mørke op her med
solbeskinnede Toppe, deres Grene strakte sig vidt hen
i tætte Hækker, og fra et saadant Stade var den
værste -Ødelæggelse skjult i Skovtykningens
Dunkelheder.
Etsteds oppe i Lien, i en Snevring mellem
Fjeldet og Granerne, standsede vi ved en egen Lyd,
der kom fra det lavere Bakkestrøg. „Stille", sagde
Lieutenanten, „dernede gaar Bjørnen". Vi hørte den
drage forbi lige under os, og det lod ei til, at den
for med Lempe. Den satte afsted over Sten og Stok,
over Bar og Busk, og det bragede og ruskede, som
om et Vindstød gik gjennem Skoven. „Nu skal den
nok frem i Dalen til Moltemyren", sagde vor
Veiviser, — „der er godt Beite. Ved denne Tid ere
Bærene modne". Vi tittede gjennem Granehækken, for
at faa -Øie paa Skovkongen. Men vi gjorde det uden
Tvivl altfor varsomt, og maatte derfor lade os nøie
med hvad vi hørte,
Da det igjen blev tyst og roligt mellem Granerne,
forekom det mig som om jeg hvert -Øieblik kunde
vente, at Stilheden i den ældgamle Skov paa Ny ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
