Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Vasdrag og Skovniarker.
213
Skillingshovde, kan Du finde en Birk der, hvori
Thorkel Vestby har udskaaret et Bogstav for enhver
af de Fremmede’-. Antonette smilede til denne Spog,
og mente, at hun ei havde nødigt at gaa saa langt,
for at bevare Erindringen om vort Sæterbesøg. „Vi
ville heller ikke glemme Dig", sagde jeg, „og hvis
Du ikke selv drager til Amerika, kunne vi maaske
endnu en Gang træffe Dig i Dalen eller paa Fjeldet".
Saa tog vi Farvel med Antonette, og bad hende
hilse Mærit. Hun stod ved Huset, med Haanden
skyggende for Solen, og saa efter vort Tog. Da vi
havde naaet Skovkanten, vendte vi os mod Sæteren,
og vinkede endnu en Gang til Afsked.
Den Strækning, hvor vi tog Veien, sænkede sig
efterhaanden. I de lavere Lier fandt vi mange
Løvlunde, og mellem dem friske Bække og frodige
Engsletter. Her er Skillings-Sæterens bedste Græsgange,
og fra en af Smaa-Dalene, inde i Skovtykningen, hørte
vi ogsaa Kobj elden og Mærits Lokkesang.
Naale-skoven vexlede smukt med Birk, Asp og Hassel, og
Solvirkningen paa de mangehaande Afændringer af
det Grønne gav de alvorlige Fjeldsider en egen Ynde,
og smykkede Skovhegnet, der omgav os. Hist og
her stode Jordbærene svulmende og glødende paa
Bakkerne, og standsede os paa vor Vei. Saaledes
kom vi over Moer og gjennem Kleve fra den ene
Fjelddal til den anden, hvor Naturen, overladt til sig
selv, øvede sine Kræfter, og udfoldede sine milde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
