Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•244
En Sjel i Vildmarken.
Saaledes vare Sara og den Gamle alene hjemme, og
havde Nok at sysle med.
Det var en kold, men rolig Morgen. Himlen
var mørkladen, og sorte Sky-Banker stode bag Aasen.
Derunder lyste det svære Snelag paa Skov og
Skrenter. Over Egnen rugede i Dagningen Dødens
dybeste Stilhed. Men alt som Lyset tiltog, gik der haarde
Vindstod gjennem Dalen. Smaa-Laviner trillede
ned fra Høiderne. I alle de dunkle Grotter, der
havde dannet sig i Bjerghaller og under lavstammede
Træklynger, hvirvlede Sneen op. Det susede og sukkede
trindt om, og saa blev Alt igjen tyst og ubevægeligt.
Allerede flere Gange havde Sara seet ud af
Huset efter de Fraværende. Endelig, noget for
Middag, kom Begge tilbage, — men hvor sørgeligt!
Gaardskarlen havde paa sin Hjemfart fundet Alf
liggende udstrakt og bevidstløs ved Veien, havde
taget ham med paa Kjelken, og bar ham nu ind i
Hytten. Der mærkedes intet andet Livstegn end det
tunge, afbrudte Aandedræt, der nu og da blev til
Stønnen. Men Saar fandtes der ikke, og
Gaardskarlen kunde biot ved utydelige Ord og Tegn give
tilkjende, at han, hvor Alf laa, havde seet et
fremmed Spor, og at han mente, der var skeet
Overfald.
I Hytten var der Jammer og Hjelpeløshed.
Den Gamle overlod sig til den heftigste Smerte,
kastede sig hen over Sønnen, og knugede hans is-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
